Seneste hitlister:
Top Of ChartBase Man. 14. oktober 2024 - 00:05
Brugernes Top-50 Søn. 13. oktober 2024 - 00:05
CB TimeMachine Søn. 13. oktober 2024 - 00:00
Philip Lør. 12. oktober 2024 - 21:22
CB Dancefloor Lør. 12. oktober 2024 - 00:05
Velkommen til ChartBase
Chartbase er et uafhængigt non-profit musik- og hitliste-site der har eksisteret i snart 16 år.
Vi har ikke og har aldrig haft nogen reklamer, adds, pop-ups eller andre irriterende tiltag på sitet. Vi har derfor heller ikke indtjening og det er heller ikke formålet med ChartBase. Formålet er udbredelse af god musik og mere retvisende info om hvad der hitter og hvor meget. Et større billede – en bredere musikhorisont.
Vi har leveret flere tusinde HitTips/musikanmeldelser og lige så mange opdateringer af hitlister.
Vi startede som protest imod musikbranchen, som vi syntes, leverer et alt for ensartet billede af, hvad der findes af god musik. Både herhjemme fra og ikke mindst internationalt.
Vi var trætte af smagsdommer-segmentet der viste os ét billede af hvad god musik var og den mere kommercielle del af branchen der gav os et andet.
Vi mente der var en del musik herimellem og såmænd også på de andre sider, af disse fremstillinger.
Selvom musikbranche og -medier siden har ændret sig en del, så er denne problemstilling stadig den samme.
Vi får først og fremmest kun serveret dansk, amerikansk og britisk musik, med få undtagelser fra f.eks Australien, Sverige og Norge, herhjemme.
Dansk musik står for et sted mellem 60-80% af alt airplay, mens det på streaming og download fylder ca. 60% i Top-200.
De resterende procentdele besættes så især af amerikansk og britisk musik.
Det er et meget lille musikalsk udsyn til den store musikalske verden.
Til problemstillingen kan man så adde at de kommercielle radiostationerne har deres favoritter. De populære kunstnere – mere end de fede hits.
De licensbetale radiostationer har også deres favoritter. Her findes en del af de populære kunstnere også. Men de pusher også deres egen smag. Som et eksempel kan nævnes at sangerinden MØ har været P3’s Uundgåelige, med en håndfuld forskellige hits.
Flere andre musik-acts kan takke DR’s radiokanaler for at de hitter, hvilket er fint nok. Problemet opstår hvis de kun hitter grundet dette og at det sker over en lang periode. At de bliver holdt ”kunstigt i live” af f.eks P3.
For der er kun plads til så og så meget musik på playlisterne, og her bør det være den fede musik der tager pladserne og ikke ”den gode smag” eller favoritartisterne.
Samtidigt øger musikstreamingens indtog den musikalske ensretning.
Det er meget de samme kunstnere, de samme genrer og den samme lyd der fylder streaminglisterne og dermed de officielle hitlister.
Meget få playlister styrer dette og kommer man ikke på disse, er det svært at få et stort hit – eller bare at bryde igennem.
Streaming er mest udbredt hos de yngste og ungdommen, hvilket musikkøb altid har været.
Forskellen er at de også har langt mere tid til at lytte til musikken end andre aldersgrupper.
Så ikke blot er musikudvalget nu meget ens, men det styres også i endnu større grad af hvad de yngste generationer hører.
De officielle hitlister der nu er (alt for meget) baseret på streaming, kan derfor ikke sammenlignes med hitlister fra før musikstreaming.
Førhen gik en single fra Justin Bieber måske direkte Nr 1., når den trofaste fanskare købte/downloadede nummeret så snart det blev udgivet. Men ugen efter når de fleste havde gjort det, så styrtede udspillet ned og ud af hitlisterne.
I dag sidder den samme trofaste fanskare og lytter til nummeret igen og igen og derfor forbliver det højt på hitlisterne.
Tidligere tiders fanfavoritter, som f.eks Elvis Presley, Beatles, New Kids On The Block, Backstreet Boys og Michael Jackson havde med musikstreaming nok tilbragt 10 gange så lang tid på hitlisterne, som de ellers gjorde I sin tid.
På ChartBase forsøger vi med vores musikanmeldelser/HitTips både at levere lidt af de populære kunstnere og hits, men også de hits og kunstnere som af den ene eller anden grund, ikke trænger så nemt igennem herhjemme eller internationalt. Det ville dog være synd at påstå, at der ikke er en markant overflod af Dance og Pop imellem vores HitTips. Men vi har alligevel hjulpet mange artister i større eller mindre grad, med deres gennembrud. Lige fra Medina til jamaicanske Omi, har startet succesen på ChartBase og mange flere er blevet spottet og tippet langt tid før, resten af Danmark eller verden hørte om dem.
Vores tone i anmeldelserne er blevet blidere i årenes løb og vi er knapt så protesterende og kritiserende som tidligere. Men vi har bibeholdt kærligheden til den fede musik og frustrationen over dens hårde kår. Vi er på musikbrugernes side, men vi er netop også til for at hjælpe kunstnere, der af den ene eller anden grund ikke har fået hul igennem endnu.
Vores hitlister forsøger at ramme så bredt som muligt på hver deres parametre.
Flere charts er i årenes løb stoppet, mens de fleste af de resterende har gennemgået ændringer i grundlag og udregning, eller måske endda navn.
Top Of ChartBase-listen, som i mange år hed ChartBase Top-100 (og før det ChartBase-listen) er vores ”store chart” og har kørt næsten uændret i alle årene, men er nu blevet til en Top-60.
Hitlisten er en afstemningsliste hvor brugerne hver uge får serveret de populæreste hits fra Danmark og internationalt, samt nogle af de hits der har sværere ved at bryde igennem – som testere.
Alle kan stemme på listen. Har man oprettet en profil og er logget ind når man stemmer, tæller ens stemmer dog mere.
Brugernes Top-50 overlader alt til brugerne. Her kan brugerne uge efter uge opdaterer deres egne chart med favorithits og disse bliver hver uge så lagt sammen til en fælles Top-50.
Top Of The World er listen hvor vi viser hvad der er de største hits ude i verden netop nu.
Listen viser ikke kun de populære engelsksprogede hits og kunstnere, men også de største hits fra f.eks Asien, Afrika, Sydamerika og Mellemøsten.
Vi synes selv at Top Of The World er den bedste, mest omfangsrige og inkluderende globale chart der p.t. findes.
CB Denmark-Danmark er vores store danske hitliste. Den består kun af danske hits fra danske kunstnere.
Den er bygget på en bunke af danske hitlister og opgørelser, som f.eks streaming, airplay, download og sidst men ikke mindst – brugernes stemmer.
Den giver et mere komplet og varieret billede af hvad de største og hotteste danske hits er netop nu.
Hver uge testes en bunke nye danske hits, som dermed har chancen for at nå ind på hitlisten. Via ChartBase-stemmer kun, når man dog højest en Top-70-placering på listen.
Alle kan også stemme her. Men ligesom med Top Of ChartBase, så tæller ens stemmer mere hvis man har oprettet en profil og er logget ind, når man stemmer.
Derudover har vi vores fire genre-charts – CB Dancefloor der viser de største Dance- Club-hits pt. Samt CB Urbanized der leverer de største Hiphop-, Rap- og R’n’B-hits for tiden. Så har vi CB Critic-Alt!, der leverer de mest hypede hits inden for Alternative, Indie og hos smagsdommerne. Sidst men ikke mindst er vores Rock-liste også vendt tilbage – nu som CB The Rock, som viser de største Rock-hits p.t.
For alle fire hitlister, gælder det at de er baseret på en væld af internationale chart og opgørelser indenfor deres genrer, samt vores egne Top Of The World- og Top Of ChartBase-charts.
Så listerne viser ikke blot de største hits inden for deres felt netop nu, men er også addet numre fra resten af verden, der ikke måtte være repræsenteret på den slags charts, grundet manglen på genre-charts flere steder i verden. Udover det har CB’s brugere indirekte indflydelse, ved at afgive deres stemmer på Top Of ChartBase og de genre-numre der måtte være herpå.
CB VideoChart er en panelafstemningsliste, der viser de fedeste musikvideoer fra verden. Hver uge tilføjes tre nye musikvideoer som testere, som panelet skal tage stilling til og stemme på.
CB 25+ er også en afstemningsliste hvor alle kan stemme og her tæller ens stemmer også mere, måtte man være logget ind med sin profil.
Listen viser de fedeste nye og aktuelle hits fra legendariske kunstnere der har mere end 25 år med udgivelser bag sig, men som måske ikke mere nødvendigvis, har den store bevågenhed fra radioer og musikstreamings-platforme.
Men de er still going strong og det honorerer vi med denne hitliste.
Hver uge tilføjes fire nye testere, man kan stemme på.
CB TimeMachine er listen der oplister de ældre hits, der aktuelt er store på hitlisterne nu, da de optræder som coverversioner eller bliver samplet.
Her finder man altså de fede klassikere og giver dem lidt fokus, når nye hits står på skuldrene af disse.
Udover de nævnte faste ugentlige hitlister, laver vi også tidsbillede charts. Vi har en Julechart til december måned – CB Christmas Countdown, der er baseret på dansk streaming, airplay, download og bruger-stemmer, der viser de hotteste julehits – gamle klassikere og spritnye.
Vi opretter også Best Of-charts, når legendariske musikere forlader denne verden. Thank You For The Music-listerne viser en opgørelse over deres største hits, enten via streaming, airplay, download og/eller brugernes stemmer.
Hver uge har vi også ugens HitPick.
Et nummer der får lidt ekstra bevågenhed i ugens løb og som testes på den aktuelle udgave af Top Of ChartBase.
Udspillet kan være fra hvilket som helst sted i verden og af alle mulige genrer.
Formålet er både at pushe et godt nummer lidt, men også at udvide og måske udfordre vores egne og brugernes musikhorisonter.
Skulle man have lyst til at bidrage til ChartBase-projektet udover måske at stemme på hitlisterne, poste sin egen bruger-chart eller sende os links til ny musik, f.eks enten med anmeldelser af musik, design eller hjælp med teknik. Eller skulle man have en interesse i det visuelle og ønske at blive medlem af CB VideoChart-panelet. Har man ris, ros eller måske ideer til nye charts, tiltag eller samarbejder, så er man meget velkommen til at kontakte os.
Kontakt og følg os på Facebook via https://www.facebook.com/ChartBase
Følg vores playlister på Spotify via https://open.spotify.com/playlist/0gDYwU2d3RpTedL5jTKk0U?si=518a64b8c6744705
Philip, vancairo og resten af ChartBase-Teamet
30/7-2023